Fagligt efterladte
Hjælp og information til fagpersoner, der har mistet en bruger, borger eller patient til selvmord.
Tal med din kollega eller leder
Som fagperson kan man komme ud for, at et menneske, man har i behandling, vælger at tage livet af sig.
Det rammer fagpersoner hårdt, når det sker og det er helt normalt at blive påvirket. Man kan også komme i tvivl om, om man er fagligt kompetent til det arbejde man udfører.
Nogle kan have vanskeligt ved blot at arbejde videre. Mange kan have behov for et par sygedage til at sunde sig i. Mange oplever også, at spørge sig selv om der var noget de kunne have gjort anderledes.
Svaret på dette spørgsmål er, at selvmord forekommer i en praktisk arbejdsdag, hvor også mange andre opgaver kalder på at blive løst. Der kan derfor være mange grunde til, at det gik som det gik og der vil i alle sager være ting, man kunne have gjort anderledes eller bedre.
Tal med dine kolleger om, hvordan man kan forstå, at det skete, hvad der evt. kunne være gjort anderledes, hvad man kan lære, men vid, at det kunne lige så vel have været en af dine kolleger, det var sket for. Også selv om der så var et eller andet man kunne have gjort anderledes.
Tiden efter et selvmord
Som fagligt efterladt vil du i tiden efter et selvmord opleve dig ekstra vagtsom omkring signaler på selvmordstanker/adfærd og du vil måske være ekstra kontrollerende og måske have mindre mod på faglige udfordringer. Du vil opleve at have mistet isen i maven, hvilket påvirker dit arbejde og din måde at være terapeut på for en tid, men det er vigtigt at du ved, at isen vender tilbage igen.
- Henvend dig til din leder for omsorg både for dig som fagperson og for de pårørende/efterladte til den person, der er død af selvmord.
- Tal med dine kolleger
- Som fagligt efterladt efter selvmord, kan man også få hjælp til at komme igennem tabet.
Hvor får man hjælp
Der er også hjælp at hente, uden for din arbejdsplads, fx:
- Mange arbejdspladser bevilliger krisesamtaler via ledelsen fx via Falck eller en anden udbryder.
- Kontakt NEFOS (netværk for selvmordsramte) for samtaler
- Henvend dig hos egen læge med henblik på henvisning til privat praktiserende psykolog
- Kontakt et selvmordsforebyggende center i din region
Hvor ofte forekommer det?
Det estimeres, at der sker omkring 70-90 selvmord om året blandt patienter, som er i psykiatrisk behandling i Danmark. Heraf er ca. 70% i ambulante behandlingsforløb, mens ca. 30 % er indlagte. Omkring 2 ud af 3 selvmord blandt indlagte patienter forekommer under udgang.
Nyttige links til fagfolk
Links til foreninger og samarbejdsorganisationer, der arbejder med selvmordsforebyggelse.